Sommerfugle i maven

God søndag formiddag, derude.
I morgen er det mandag. Der skal jeg starte på nyt arbejde. Tror I lige at jeg er nervøs, spændt og glæder mig? Alt sammen på samme tid, vel at mærke. Der er noget ved at skulle starte på et nyt arbejde, som minder mig om første skoledag. Sommerfugle i maven. Er de andre søde? Vil jeg passe ind? Kan jeg overhovedet finde ud af det?

Hvis I ikke lige ved det, så er jeg sygeplejerske i mit “rigtige” liv. Indtil nu har jeg arbejdet på en akutafdeling, men om lidt hænger jeg uniformen på hylden og bevæger mig ud i psykiatrien. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg glæder mig til at bruge mere tid på at kommunikere med mine patienter og mindre tid på at følge dem på toilettet. Men jeg er sørme også nervøs! Ikke så meget for selve arbejdet, men mere for at være den nye pige i klassen. Jeg er sikker på at de andre er rigtig søde – det er de fleste jo, trods alt.

Og en ekstra lille bonus – jeg må have mit eget tøj på! Jeg har altid følt at en del af min identitet bliver taget fra mig, når uniformen kommer på, men det er slut nu. Det bliver lidt dejligt.

Gider I at krydse fingre for mig i morgen tidlig?
Kh, Laura.