Weekendglimt vol. 2

Weekenden er alt for hurtigt slut. Også selvom det ikke har været rigtig weekend – jeg har nemlig været på arbejde. #moneyindabank og alt det der…
Selvom det har været en arbejdsweekend, har jeg alligevel prøver at snige nogle “rigtige” weekendting ind.

Lørdag morgen blev brugt hos frisøren. Vel at mærke en ny én af slagsen. Nemlig Haarfein på Jægergårdsgade. Er det ikke altid lidt angstprovokerende at prøve en ny? Eller er det bare mig?
Jeg har igennem lang tid været i gang med projekt tilbage-til-min-egen-hårfarve. Hvilket ikke har været helt ligetil! De sidste gange jeg er blevet farvet, har farven holdt cirka 2 uger, og så har den på en eller anden måde alligevel lysnet mit hår. Velkommen tilbage, frøken udgroning! Min nye frisør forklarede mig, at det nok skyldtes, at der har været beize i farven. Hun farvede mig i en kølig blond tone, der ligger temmelig tæt på min egen farve – og indtil videre ser det rigtig pænt ud. Udover at resultatet er pænt, så var det virkelig en dejlig oplevelse at være hos hende. Jeg fik the, mandler og chokolade. Et varmt fodbad med beroligende olier. Og sådan cirka verdens bedste hovedbundsmassage. Mums! Det kan klart anbefales herfra.

Weekendglimt

Mens jeg sad hos frisøren tikkede der en besked ind fra mine forældre. “Vi er på vej til Aarhus – har du lyst til frokost?”. Jo, tak. Vi kørte ud til Aarhus Golfklub. Har I nogensinde spist derude? Lokalerne er en smule kedelige, men maden er virkelig lækker. Jeg fik vildttartar med consommé og foie gras. Det var supergodt. Og så fik jeg fritter og aioli til. Man skulle jo nødig gå hen og blive for fin på den.

Min søndag morgen er blevet brugt på at få gjort lejligheden ren, inden Mark kommer hjem igen. Nu står den på lidt sofahygge inden arbejdet kalder. Og måske en pandekage fra den anden dag.
Ha’ det skønt!
Kh, Laura.

Norske gloser og danske rockstjerner

Jeg er begyndt at se Skam. Jeg er håbløst bagud, I know. En af mine veninder kaldte mig overbærende en ‘late bloomer’, mens hun rystede på hovedet… Bedre sent end aldrig, siger jeg! Og nu forstår jeg virkelig hvad the craze is all about. Det er jo helt genialt. Det føles som at være 16 år igen, starte i 1.G. og være snotforvirret. Og man kan jo ikke undgå at blive vildt misundelig på Noora. Jeg mener – hele idéen om at gå med mørk læbestift og uden mascara er rigtig fin, men hvor mange klæder det rent faktisk? Hele serieseancen passer perfekt til at jeg er lidt post-syg, har haft en lang dag på arbejde og er alene hjemme hele aftenen. Jeg kan rigtig kose mig under dynen med en kop the og Skam-marathon.

I morgen står den på koncert i Stakladen. Hvis I ikke lige er opdaterede, så kan jeg informere om at Uheld og Skalkeskjul spiller (#publicservice!). Skalkeskjul har jeg hørt nogle gange i radioen, og deres musik er superfed, så jeg glæder mig rigtig meget til at se dem. Uheld har jeg til gengæld glæden af at være madmor for… Min kæreste synger i bandet, og resten af drengene støder jeg på i tide og utide. Hvis I endnu ikke har set dem eller hørt deres musik, så kan I godt komme i gang. De er virkelig knalddygtige! Fortvivl ej, hvis I har planer i morgen. De spiller nemlig allerede igen den 9. november på Fatter Eskild. Det bliver drittkul!

Noora, kjole og Uheld

Der stilles visse krav til påklædningen, når man nu har glæden af at være (kommende!) rock n’ roll wife. Jeg håber virkelig, at skrædderen kan nå at blive færdig med sømmen på min Other Stories kjole. Den er løsningen på alverdens tøjkriser. Den kan det hele! Dresses ned med en pjusket frisure og et par sneaks eller dresses op med stram nakkeknold og spidse pumps. Hvem ved – måske lægger jeg endda en Noorainspireret makeup?

Jeg må videre med mit seriemarathon! Ses vi i morgen?
Kh, Laura.

Weekendglimt

Glædelig søndag aften, derude!
Jeg håber, at I har haft en rigtig dejlig weekend. Min har i hvert fald været rigtig god. Den har været sammensat af alle de helt rigtige ingredienser; besøg af min mor, shopping, vin, god mad og kunst. Når Mark kommer hjem senere i aften og giver mig et kys, vil det hele være fuldendt.

Fredag aften stod i hyggens tegn. Vi smuttede en tur i Salling og handlede ind til den helt store omgang tapas. Vi fik endda lidt mere end vi betalte for – vores tapasvarer blev nemlig byttet om med en herres, og han skulle have haft ti gæster på besøg. Han må være blevet virkelig skuffet, da han kom hjem! Vi havde til gengæld rigeligt med mad. Min veninde kommer i morgen, og hjælper mig med at gøre kål på det sidste…

Lørdag brugte vi på at ose i butikkerne i midtbyen. Og jeg fik min nye vinterfrakke! Det holdt ellers hårdt, for jeg havde spottet en pels, som jeg også var ret forelsket i. Til sidst vandt fornuften dog, og jeg kom hjem med en noget mere praktisk og økonomisk løsning. Om aftenen spiste vi en hurtig pizza og tog til mini-vinsmagning hos Smag Først. Det var virkelig lækkert! Specielt den tyske Riesling var i topklasse.

Weekendglimt

Søndag morgen blev brugt under dynen, mens regnen silede ned udenfor. Så hyggeligt, altså! Albert synes altid at det er en fest, når hans bedstemor er på besøg. Og ja, min hund har en bedstemor.
Da regnen stilnede af, satte vi kursen mod Aros. Ingen af os havde fået set den efterhånden ikke så nye Robert Mapplethorpe udstilling. Den skuffede bestemt ikke! Personligt kunne jeg godt have undværet de lettere pornografiske portrætter af to ellers så kønne børn. Måske er jeg bare snerpet, men børn og sex hører bare slet ikke sammen i min verden… Til gengæld er det altid en fornøjelse at se Mapplethorpes fremstillinger af specielt Patti Smith og Lisa Lyon.

Nu står den, lige om lidt, på hygge under dynen med Mark og Homeland (ja, jeg er bagud. I know!).
Ha’ en rigtig dejlig ny og frisk uge.
Kh, Laura.