I lang tid har jeg gået og haft det sådan lidt ubehageligt. Som om der var noget, der ikke var rigtigt. Noget der nagede og fik det til at rumstere i mit hoved. Efter lang tids fornægtelse, opdagede jeg, at det var min buksekant. Den skar sig ind i min hofter, og var i det hele taget temmelig ubehagelig at have på. Jeg tog mod til mig i flere dage, og endelig, en tirsdag morgen, hoppede jeg op på badevægten. Det var slemt. Meget slemt. Næsten tre kilo værre, end jeg havde forventet. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke kneb en tåre. Eller ti…

Det var egentlig ikke så overraskende. Jeg elsker mad, og jeg hader motion, der får min puls ret meget op. Jeg mener, yoga er helt fantastisk for mindst en million ting, men det er desværre ikke den helt store kalorieforbrænder. Og når jeg siger at jeg elsker mad, så mener jeg, at jeg elsker brød, ost, olivenolie og rødvin. Så summasummarum er, at det nok var skrevet i stjernerne, at pilen på badevægten skulle bevæge sig op ad.

Og hvad gør det kloge så? Jo, den kloge går på slankekur. Bare ordet får det til at vende sig i mig. Det er ikke fordi at sund mad ikke kan smage dejligt, men hvor i al verden er min dessert? Og min pizza. Og min tapas. Men nå, man bliver jo hverken slank af dessert, pizza eller tapas. Desværre!

Jeg ved egentlig godt, hvad man bør spise. For mig gælder det “bare” om at skære lidt ned på de ondskabsfulde kulhydrater og droppe alle mine snacks. Jeg elsker snacks! Og jeg spiser dem i stor stil. Chips, chokolade, kage – keep it comming. Men nu er det altså slut. I hvertfald lige for en periode. Jeg har jo trods alt en hvid kjole, jeg skal kunne passe til sommer.

Jeg har endda også fået lavet et træningsprogram. Bum!
Kh, Laura.

God søndag eftermiddag, derude.

Tidligt torsdag morgen smuttede Mark til Dublin, så jeg har officielt været græsenke de sidste par dage. Jeg hader at være alene hjemme. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal lave, og jeg sover dårligt. Don’t get me wrong, jeg elsker en alene-hjemme-aften lige så meget som alle andre – men bare ikke en halv alene-hjemme-uge.
Jeg har brugt dagene på besøg af mine forældre, brudekjolekøb og seriemarathon. Nå ja, og så har jeg haft nattevagter her i weekenden. Det er virkelig en bitter følelse når klokken er 02.59 og et minut senere er den 02.00… Så tak for det, vintertid!

Jeg er grundlæggende stor modstander af at fokusere på det negative. Så jeg har også lavet mig en lille liste over alle de gode ting ved at være alene hjemme: Jeg skal kun rydde op efter mig selv, jeg kan købe masser af friske blomster og der er ingen, der dømmer mig hvis jeg har nattøj på tre dage i streg. Ren win! Og ja, jeg har haft nattøj på en imponerende stor del af tiden.

Nu vil jeg sætte endnu et afsnit af Friends på – jeg er nemlig bukket under for den influenza, der har hærget hele afdelingen de sidste par uger. Øv!
Kh, Laura.

Glædelig søndag aften, derude!
Jeg håber, at I har haft en rigtig dejlig weekend. Min har i hvert fald været rigtig god. Den har været sammensat af alle de helt rigtige ingredienser; besøg af min mor, shopping, vin, god mad og kunst. Når Mark kommer hjem senere i aften og giver mig et kys, vil det hele være fuldendt.

Fredag aften stod i hyggens tegn. Vi smuttede en tur i Salling og handlede ind til den helt store omgang tapas. Vi fik endda lidt mere end vi betalte for – vores tapasvarer blev nemlig byttet om med en herres, og han skulle have haft ti gæster på besøg. Han må være blevet virkelig skuffet, da han kom hjem! Vi havde til gengæld rigeligt med mad. Min veninde kommer i morgen, og hjælper mig med at gøre kål på det sidste…

Lørdag brugte vi på at ose i butikkerne i midtbyen. Og jeg fik min nye vinterfrakke! Det holdt ellers hårdt, for jeg havde spottet en pels, som jeg også var ret forelsket i. Til sidst vandt fornuften dog, og jeg kom hjem med en noget mere praktisk og økonomisk løsning. Om aftenen spiste vi en hurtig pizza og tog til mini-vinsmagning hos Smag Først. Det var virkelig lækkert! Specielt den tyske Riesling var i topklasse.

Søndag morgen blev brugt under dynen, mens regnen silede ned udenfor. Så hyggeligt, altså! Albert synes altid at det er en fest, når hans bedstemor er på besøg. Og ja, min hund har en bedstemor.
Da regnen stilnede af, satte vi kursen mod Aros. Ingen af os havde fået set den efterhånden ikke så nye Robert Mapplethorpe udstilling. Den skuffede bestemt ikke! Personligt kunne jeg godt have undværet de lettere pornografiske portrætter af to ellers så kønne børn. Måske er jeg bare snerpet, men børn og sex hører bare slet ikke sammen i min verden… Til gengæld er det altid en fornøjelse at se Mapplethorpes fremstillinger af specielt Patti Smith og Lisa Lyon.

Nu står den, lige om lidt, på hygge under dynen med Mark og Homeland (ja, jeg er bagud. I know!).
Ha’ en rigtig dejlig ny og frisk uge.
Kh, Laura.

I morgen har jeg fødselsdag. Jeg bliver 25. Av.

For første gang mange år glæder jeg mig ikke rigtig til at have fødselsdag.
Jeg synes at 25 virker som sådan en skelsættende alder – man er halvvejs til 50, og man er tættere på 30 end på 20. Det forventes ligesom at man er blevet rigtig voksen. At man er havnet på den rigtige hylde. At man snart får børn. At man tager ansvar. Det er ikke fordi at jeg som sådan ”mangler” at opnå noget – jeg har et godt arbejde, jeg glæder mig til (engang!) at skulle have børn, og jeg skulle mene at jeg tager nogenlunde ansvar for mig selv. Jeg spiser både grøntsager og alt muligt! Alligevel føles det bare… Jeg ved snart ikke. Måske skelsættende, på en eller anden måde?

Det gode ved at have fødselsdag, er til gengæld at man er sammen med dem man elsker, og at man får gaver. Juhuuuu! Selvom jeg absolut ikke mangler noget, bliver jeg stadig begejstret på den dér Laura-3-år-agtige måde. I år har jeg ønsket mig alt fra en Mason Pearson børste (ren luksus og gejl!) til et lille tilskud til en vinterfrakke. Hvilket i øvrigt er umuligt at finde når man knap er på størrelse med en dværg.

Hvis du mangler inspiration til en ønskeliste, kan du snage lidt i min.

Jeg har ikke rigtig planlagt noget festligt. Min mor kommer på besøg i weekenden, og måske vil jeg tage ud og spise med Mark. Overskuddet er der bare ikke rigtig til at planlægge den helt store fest, når man lige er startet i nyt job. Men pyt, forhåbentlig har jeg mange gode fødselsdage i fremtiden til at blive fejret med balloner, fest og konfetti.

Nu vil jeg ud og lave en frosting til min gulerodskage. Vejen til mine nye kollegaers hjerter må gå gennem maven, ikke sandt?
Kh, Laura.

God søndag formiddag, derude.
I morgen er det mandag. Der skal jeg starte på nyt arbejde. Tror I lige at jeg er nervøs, spændt og glæder mig? Alt sammen på samme tid, vel at mærke. Der er noget ved at skulle starte på et nyt arbejde, som minder mig om første skoledag. Sommerfugle i maven. Er de andre søde? Vil jeg passe ind? Kan jeg overhovedet finde ud af det?

Hvis I ikke lige ved det, så er jeg sygeplejerske i mit “rigtige” liv. Indtil nu har jeg arbejdet på en akutafdeling, men om lidt hænger jeg uniformen på hylden og bevæger mig ud i psykiatrien. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg glæder mig til at bruge mere tid på at kommunikere med mine patienter og mindre tid på at følge dem på toilettet. Men jeg er sørme også nervøs! Ikke så meget for selve arbejdet, men mere for at være den nye pige i klassen. Jeg er sikker på at de andre er rigtig søde – det er de fleste jo, trods alt.

Og en ekstra lille bonus – jeg må have mit eget tøj på! Jeg har altid følt at en del af min identitet bliver taget fra mig, når uniformen kommer på, men det er slut nu. Det bliver lidt dejligt.

Gider I at krydse fingre for mig i morgen tidlig?
Kh, Laura.