En lang historie om en lille delle

I lang tid har jeg gået og haft det sådan lidt ubehageligt. Som om der var noget, der ikke var rigtigt. Noget der nagede og fik det til at rumstere i mit hoved. Efter lang tids fornægtelse, opdagede jeg, at det var min buksekant. Den skar sig ind i min hofter, og var i det hele taget temmelig ubehagelig at have på. Jeg tog mod til mig i flere dage, og endelig, en tirsdag morgen, hoppede jeg op på badevægten. Det var slemt. Meget slemt. Næsten tre kilo værre, end jeg havde forventet. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke kneb en tåre. Eller ti…

Det var egentlig ikke så overraskende. Jeg elsker mad, og jeg hader motion, der får min puls ret meget op. Jeg mener, yoga er helt fantastisk for mindst en million ting, men det er desværre ikke den helt store kalorieforbrænder. Og når jeg siger at jeg elsker mad, så mener jeg, at jeg elsker brød, ost, olivenolie og rødvin. Så summasummarum er, at det nok var skrevet i stjernerne, at pilen på badevægten skulle bevæge sig op ad.

Og hvad gør det kloge så? Jo, den kloge går på slankekur. Bare ordet får det til at vende sig i mig. Det er ikke fordi at sund mad ikke kan smage dejligt, men hvor i al verden er min dessert? Og min pizza. Og min tapas. Men nå, man bliver jo hverken slank af dessert, pizza eller tapas. Desværre!

Jeg ved egentlig godt, hvad man bør spise. For mig gælder det “bare” om at skære lidt ned på de ondskabsfulde kulhydrater og droppe alle mine snacks. Jeg elsker snacks! Og jeg spiser dem i stor stil. Chips, chokolade, kage – keep it comming. Men nu er det altså slut. I hvertfald lige for en periode. Jeg har jo trods alt en hvid kjole, jeg skal kunne passe til sommer.

Jeg har endda også fået lavet et træningsprogram. Bum!
Kh, Laura.