Tomatsuppe fra Kenya

Der har været virkelig stille på bloggen. Det skyldes dels at jeg har arbejdet rigtig meget, og dels at jeg har været virkelig doven og set absurd mange afsnit af Rejseholdet. Tak, DR! Jeg havde helt glemt, hvor god en serie det egentlig er. Specielt når man sidst så den som 10-årig.
Alle afsnittene ligger tilgængelige på Bonanza. Så hvis I også er ved at få pip af adventssøndage, julemusik og pladderromantik, så er Rejseholdet altså et virkelig godt bud.

Anyhow… Dagsen tema er (indsæt fanfare) – tomatsuppe. Nok en af de retter, der kan være allermest kedelig og allermest lækker. Min opskrift er helt speciel, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har fået den af min mor, som har fået den af min bedstefars søster, der har fået den fra hendes bekendte i Kenya. Hun boede mange år af sit liv i Kenya, og det kom der åbenbart den her suppe ud af. Opskriften er siden blevet justeret til af hele familien, så alle har deres helt egen udgave. En lang historie om en ret hurtiglavet tomatsuppe.

Tomatsuppe

Ingredienser
En klat smør
To store (eller tre små) løg
To fed hvidløg
200 gram røget svinemørbrad
3 dåser hakkede tomater
1 liter bullion (jeg bruger grøntsagsbullion)
5 laurbærblade
1 dåse tomatpuré
Salt, peber, paprika og cayennepeber

Først steges løg, hvidløg og svinemørbrad af i smørret ved middelhøj varme. Man kan selvfølgelig også bruge olie, hvis man er til den slags. Lad det endelig stege af i god tid, indtil løgene er glasagtige. Tilsæt de hakkede tomater, bullionen og laurbærbladene. Lad det komme op og koge, og skru herefter ned for blusset. Lad suppen simre i en halv til en hel time.
Fisk herefter laurbærbladene op og blend suppen. Husk at lade den køle helt af, hvis man ikke bruger en stavblender. Ellers risikerer man en værre tomatsuppeeksplosion. Hvilket jeg har gjort to gange. Ups. Tilsæt tomatpuréen og smag til med salt, sukker, peber, paprika og cayennepeber. Det er ikke meningen at suppen skal være stærk, men den må gerne føles lidt lun på tungen.
Man kan vælge at tilsætte suppehorn, lidt topping eller bare spise suppen som den er. Jeg plejer at hakke lidt basilikum og hvidløg, blande det op i en skålfuld skyr eller græsk yoghurt og toppe af med sprødstegt parmaskinke. Mums!

Rigtig god appetit derude.
Kh, Laura – der åbenbart kun laver virkelig ufotogen mad…

Weekendglimt vol. 2

Weekenden er alt for hurtigt slut. Også selvom det ikke har været rigtig weekend – jeg har nemlig været på arbejde. #moneyindabank og alt det der…
Selvom det har været en arbejdsweekend, har jeg alligevel prøver at snige nogle “rigtige” weekendting ind.

Lørdag morgen blev brugt hos frisøren. Vel at mærke en ny én af slagsen. Nemlig Haarfein på Jægergårdsgade. Er det ikke altid lidt angstprovokerende at prøve en ny? Eller er det bare mig?
Jeg har igennem lang tid været i gang med projekt tilbage-til-min-egen-hårfarve. Hvilket ikke har været helt ligetil! De sidste gange jeg er blevet farvet, har farven holdt cirka 2 uger, og så har den på en eller anden måde alligevel lysnet mit hår. Velkommen tilbage, frøken udgroning! Min nye frisør forklarede mig, at det nok skyldtes, at der har været beize i farven. Hun farvede mig i en kølig blond tone, der ligger temmelig tæt på min egen farve – og indtil videre ser det rigtig pænt ud. Udover at resultatet er pænt, så var det virkelig en dejlig oplevelse at være hos hende. Jeg fik the, mandler og chokolade. Et varmt fodbad med beroligende olier. Og sådan cirka verdens bedste hovedbundsmassage. Mums! Det kan klart anbefales herfra.

Weekendglimt

Mens jeg sad hos frisøren tikkede der en besked ind fra mine forældre. “Vi er på vej til Aarhus – har du lyst til frokost?”. Jo, tak. Vi kørte ud til Aarhus Golfklub. Har I nogensinde spist derude? Lokalerne er en smule kedelige, men maden er virkelig lækker. Jeg fik vildttartar med consommé og foie gras. Det var supergodt. Og så fik jeg fritter og aioli til. Man skulle jo nødig gå hen og blive for fin på den.

Min søndag morgen er blevet brugt på at få gjort lejligheden ren, inden Mark kommer hjem igen. Nu står den på lidt sofahygge inden arbejdet kalder. Og måske en pandekage fra den anden dag.
Ha’ det skønt!
Kh, Laura.

Hipsterpandekager

Igår aflyste jeg min yogatime, blev hjemme under dynen og lavede pandekager til morgenmad sammen med Mark. Pænt god beslutning, hvis jeg selv skal sige det. En gang i mellem skal man altså bare lade sin indre tyksak få frit slag. Mark var imidlertid en smule mistroisk overfor mine pandekager. I hans verdens skal der åbenbart hverken citronskal eller kardemomme i dejen. I beg to differ! Han måtte dog også indrømme at mine “hipsterpandekager” var temmelig lækre.
Hvis nogle af jer skulle have lyst til at gøre mig kunsten efter, kommer opskriften her:

3,5 dl hvedemel
4 dl mælk
1 dl øl
3 æg
0,5 tsk salt
50 gram smeltet smør
3 spsk sukker
1 tsk kardemomme
Revet skal af en citron (appelsinskal smager også skønt)

Pandekager

Pandekagerne steges gyldne i rigeligt smør. Og hvis man er rigtig sej, vender man dem i luften! Jeg serverer dem altid drysset med sukker og ristet kokos, men en god solbærmarmelade er heller ikke at kimse ad.

Bon appetit!
Kh, Laura.

Grøn karry = mindre madspild

Efter en temmelig glamourøs dag i går, er jeg gået helt i den anden grøft i dag. Brudekjoleræs er nu engang temmelig meget sjovere end rengøring, madlavning og sweatpants.

I næste uge har jeg hele seks arbejdsdage, så der bliver ikke meget tid til at få ordnet diverse ting herhjemme. Derfor har jeg fået rengjort vores køkken, som virkelig trængte til en kærlig hånd. Ud med madvarer, der har overskredet holdbarhedsdatoen! Der var også en del grøntsager i køleskabet, som stadig var gode, men måske knap så spændende i en frisk salat. Derfor besluttede jeg mig for at lave en ordentlig røvfuld grøn karry – så er der både aftensmad til i aften og frokost til de næste par dage på jobbet. Man kan egentlig putte hvad som helst i sin karryret, så opskriften her er mest bare til inspiration.

Ingredienser
Grøn karrypasta (jeg køber min hos den asiatiske købmand ved banegården)
Ris (brune, hvide, røde, vilde – you name it!)
Kokosmælk (eventuelt light, hvis man er til den salgs)
Kyllingebryster
Porrer
Champion
Peberfrugt
Ananas fra dåse

Det er ikke verdens mest fotogene ret, men det smager altså skønt!

Det er ikke verdens mest fotogene ret, men det smager altså skønt!

Jeg begynder med at brune kyllingerne i lidt olie sammen med karrypastaen. Jeg bruger omkring en teskefuld pr person, men smag lige selv til – styrken på pastaerne er meget forskellig. Og sørg for at tænde emhætten når du steger det af, det svier altså lidt i øjenene! Der efter svitser jeg grøntsagerne, tilsætter kokosmælken og lidt ananasvand og lader hele baduljen simrer lidt. Risene koges efter anvisningen på pakken, og det hele serveres i en dyb tallerken. Hvis man er i humør til lidt ekstra, kan man drysse med ristet kokos eller frisk koriander på toppen.
Det er let, lækkert og sundt. Det tager nærmest ingen tid, og det er en super måde at forhindre madspild og få ryddet lidt op i køleskabet. Og så får det mig til at glæde mig endnu mere til vi skal spise rigtig thaimad i januar!

Ha’ en dejlig søndag aften.
Kh, Laura.