Et kvart århundrede

I morgen har jeg fødselsdag. Jeg bliver 25. Av.

For første gang mange år glæder jeg mig ikke rigtig til at have fødselsdag.
Jeg synes at 25 virker som sådan en skelsættende alder – man er halvvejs til 50, og man er tættere på 30 end på 20. Det forventes ligesom at man er blevet rigtig voksen. At man er havnet på den rigtige hylde. At man snart får børn. At man tager ansvar. Det er ikke fordi at jeg som sådan ”mangler” at opnå noget – jeg har et godt arbejde, jeg glæder mig til (engang!) at skulle have børn, og jeg skulle mene at jeg tager nogenlunde ansvar for mig selv. Jeg spiser både grøntsager og alt muligt! Alligevel føles det bare… Jeg ved snart ikke. Måske skelsættende, på en eller anden måde?

Det gode ved at have fødselsdag, er til gengæld at man er sammen med dem man elsker, og at man får gaver. Juhuuuu! Selvom jeg absolut ikke mangler noget, bliver jeg stadig begejstret på den dér Laura-3-år-agtige måde. I år har jeg ønsket mig alt fra en Mason Pearson børste (ren luksus og gejl!) til et lille tilskud til en vinterfrakke. Hvilket i øvrigt er umuligt at finde når man knap er på størrelse med en dværg.

Hvis du mangler inspiration til en ønskeliste, kan du snage lidt i min.

Jeg har ikke rigtig planlagt noget festligt. Min mor kommer på besøg i weekenden, og måske vil jeg tage ud og spise med Mark. Overskuddet er der bare ikke rigtig til at planlægge den helt store fest, når man lige er startet i nyt job. Men pyt, forhåbentlig har jeg mange gode fødselsdage i fremtiden til at blive fejret med balloner, fest og konfetti.

Nu vil jeg ud og lave en frosting til min gulerodskage. Vejen til mine nye kollegaers hjerter må gå gennem maven, ikke sandt?
Kh, Laura.